Svingdørslobbyisme blandt embedsmænd skal op til debat
Når folketingspolitikere skifter spor og bliver lobbyister, starter det altid en diskussion om danske karensperioder.
Skal der for eksempel være en “nedkølingsperiode” på et halvt eller et helt år, så man ikke kan gå direkte fra at være minister på et område til at påvirke lovgivningen samme sted.
En diskussion, som vi blandt andet havde, da Brian Mikkelsen skiftede fra at være erhvervsminister til posten som administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Uanset hvor principiel interessant en sådan diskussion kan være, er det, hvis man kigger på udviklingen, langt mere relevant at diskutere, om der skal være en karensperiode for embedsmænd, der skifter job til rollen som privat lobbyist. Dem er der nemlig langt flere af.
En opgørelse fra 2020 over rekrutteringerne af topcheferne i de største danske interesseorganisationer viser for eksempel, at godt 26,2 procent af topcheferne i de 149 største organisationer herhjemme kommer fra embedsværket. Til sammenligning kommer kun 2,7 procent fra politik.
Og kigger man på en mere bred opgørelse over karriereudviklingen for de folketingsmedlemmer, der er i perioden 1981 til 2015 forlod politik, så var der kun to procent af dem (24 styk), som skiftede til at være lobbyist.
Læs hele indlægget på Altinget.