Tyndt at give Rossen ”lukkethedspris”

Herhjemme er der kun meget få politiske rådgivere, som stiller op til politiske interviews.

Flere forsvarer aktivt deres arbejdsgivere på Twitter, men deciderede interviews gives der meget få af. Det er der ikke noget nyt i, og forklaringen er relativt ligetil.

For det første er noget af det værste, du kan gøre som politisk rådgiver at skygge for din arbejdsgiver. Det er ikke dig som rådgiver, der er historien, det er din arbejdsgiver. Derfor er det politikeren og ikke dig som rådgiver, der skal være i det mediemæssige centrum.

For det andet er risikoen som rådgiver for, hvis man begynder at udtale sig, at blive ”en sag”, som kan belaste ens arbejdsgiver ganske enkelt for stor i forhold til effekten af at give interviews. Dine citater kan blive sat op imod din arbejdsgiver eller andre i dit parti. Du kan blive gjort til et mål for intern kritik fra kritikere i dit parti, som måske ikke tør skyde direkte på din chef, men som gerne skyder indirekte gennem dig. Du kan blive et mål for politiske modstandere. Alt sammen noget, som forplumrer billedet og giver masser af proceshistorier uden politisk indhold.

For det tredje er politiske rådgivere – eller spindoktorer, som de visse steder stadig kaldes – stadig omgærdet med betydelige fordomme i befolkningen. Politiske rådgivere opfattes stadig under ét som en slags mørkets fyrster, der manipulerer offentlighed og presse og med stor magt opererer uden for demokratisk kontrol. Resultatet af interviews eller lignende bliver derfor igen ofte proceshistorier uden politiske budskaber, som bekræfter de negative fordomme hos vælgerne.

For det fjerde er der de forvaltningsmæssige udfordringer for de rådgivere, som er ansat som særlige rådgivere for ministre. Godt nok har særlige rådgivere ytringsfrihed som alle andre embedsmænd, men de har ikke en officiel talsmandsrolle eller lignende for regeringen. Dermed er det i dag uklart, hvem de reelt repræsenterer, når de udtaler sig. Er det regeringen, med deraf følgende sandhedsforpligtigelse, eller er det dem selv som politisk aktive borgere?

Alt det her gør, at kun meget få politiske rådgivere har givet interview gennem tiden, og når de har gjort det, har det som oftest været, fordi de var i gang med at søge nyt arbejde uden for Christiansborg.

Derfor har det også i mange år været fast praksis på Christiansborg, at når man som journalist ringer til en særlig rådgiver, pressechef eller lignende for at få baggrund eller konkrete oplysninger, så foregår det altid uden for referat – medmindre andet specifikt og tydeligt aftales. Du behøver ikke engang spørge. Det giver bare sig selv.

Og det er en model, som har fungeret fint for begge parter. De politiske rådgivere har kunnet beholde deres plads uden for rampelyset, og journalisterne har fået en uudtømmelig kilde til fakta, men især også baggrundsinformation, rygter og politiske vurderinger. Og især det sidste har en stigende værdi i et mediebillede, hvor stadigt mere politisk stof er vurderinger og analyser.

Læs hele indlægget på Altinget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.