Ved siden at mit daglige arbejde som lobbyist har jeg her i forårssemesteret haft fornøjelsen af at undervise 45 studerende i et valgfag om dansk og international lobbyisme på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Den store mængde international forskning om lobbyisme, jeg har læst op til og under semesteret, har fået mig til at se anderledes og mere kritisk på rammerne for mit fag. Jeg ser nu langt mere positivt på behovet for lovregulering på området, end jeg gjorde inden.

Min holdningsændring skyldes ikke en speciel sag eller skandale, selvom der efterhånden har været en del. Eksempler som både Waterfront-sagen og ikke mindst Falck-sagen understreger vigtigheden af øget åbenhed og klare regler. Min holdningsændring skyldes heller ikke det massive lobbypres, som Folketinget og regeringen har været under fra især erhvervsorganisationerne her under coronakrisen. Begge forhold har dog omvendt ikke trukket i den modsatte retning.

Jeg mener heller ikke, at det på nogen måde er problematisk at være lobbyist eller benytte sig af lobbyister. For det første har alle en grundlovssikret ret til at bruge deres ytringsfrihed til at forsøge at overbevise politikerne og offentligheden om deres sag og til at få hjælp til det, hvis de har behov. For det andet peger forskningen på, at lobbyisme samlet set gør lovgivning bedre. Lobbyister, som gør deres arbejde ordentligt, hjælper lovgivere med viden og information, som de ellers ikke havde.

Min holdningsændring skyldes to langt mere grundlæggende udviklingstræk, som har været på vej længe, men som de senere år er accelereret, og som nu kræver lovgivning.

Læs hele klummen på Altinget.