Det radikale blodbad?

“Den ukrainske havneludder”, “Bruntungen”, “Judas-Bent”.

Lækagerne, de gensidige beskyldninger, paranoiaen og til sidst også øgenavnene sad løst, da Det Konservative Folkeparti var ved at nedsmelte i interne magtkampe i sluthalvfemserne.

Væk var enhver fokus på politik og debat med den socialdemokratiske regering. I stedet var al energi og fokus på at bekrige den anden fløj på enhver tænkelig måde. Intet var helligt: Man gik efter hinandens privatliv, personlige forretninger og alt, hvad man ellers kunne få fat i.

At den konstante ballade og de evindelige skriverier samtidigt gjorde uopretteligt skade på partiet, blev af de involverede i øjeblikket opfattet som mindre væsentlig.

Begge sider havde hurtigt overbevist sig selv om, at hvis de andre vandt, så ville skaden være større. Målet helligede midlet.

Man skal have prøvet at være på indersiden af politiske magtkampe, før man helt forstår, hvor ondskabsfulde de er, og hvor meget de fylder.

Jeg arbejdede dengang i slutningen af halvfemserne som studentermedhjælp for partiet på Christiansborg og oplevede det på egen krop fra første parket.

For mig kostede oplevelsen lysten til politik i flere år efter. Personer, man før anså for gode kollegaer og måske ligefrem personlige venner, blev med ét ens fjender og er det for nogens vedkommende stadig.

Læs hele klummen på Altinget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.